Den individuelle oplevelsesgave - Enetime med falkoneren! Se mere her... Download brochure

Saker- eller Slagfalk

Falkonergården har 3 slagfalke : Pon (hun 2015) Menja (hun 2005 billedet th.) og Ulfhild (hun 2012).

På dansk har denne falk fået tildelt to navne, nemlig sakerfalk eller slagfalk. Falkonerer holder mest af at bruge det lidt mere internationale falkonernavn sakerfalk, som kommer fra det arabiske navn “Ssakar”. Derimod benytter andre fugleinteresserede ofte betegnelsen slagfalk. Vores svenske naboer har valgt et helt andet men slet ikke ringe navn til denne store falk – tatarfalken. Dette navn leder tanken hen på de store asiatiske stepper, hvor falkejagtens historie tog sin begyndelse for mange tusinde år siden.

Slagfalken er en af de største falkearter og i nogle områder bliver den lige så stor som den arktiske jagtfalk (falco rusticolus). På mange områder minder de to falkearter en del om hinanden, og det kan være svært at kende forskel på den. specielt i bjergene i Centralasien (Sayan Altai, Tarbagatai etc.), hvor underarten falco cherrug altaicus hører. I de senere år er det blevet bevist, at sakerfalken og jagtfalken faktisk blander sig med hinanden i udkanten af deres udbredelsesområder. Sakerfalken er mere brunlig i dens aftegninger, hvorimod jagtfalken som udfarvet og voksen fugl har tendens til at få mørkegrå aftegninger på en hvid bundfarve. Sakerfalkens bundfarve er mere creame- eller sandfarvet.

Sakerfalken er udbredt i Centraleuropa og i hele Asien.

I middelalderens Europa var sakerfalken knægtens fugl. Længere mod øst havde denne falk større anseelse og var sågar at finde i den mægtige kong Attilas banner i 400-tallet e.Kr. Senere blev det en yndet falkonerfugl hos herskeren over Asiens stepper, Djingis Khan, som jagede med denne fugl nær Samarkand.

Det er svært at forklare, hvorfor sakerfalken ikke vandt samme popularitet som jagtfalken i Vesteuropa, men det skyldes formentlig, at Vesteuropa havde meget lidt at gøre med Østeuropa og Centralasien. Sakerfalken har et væsentlig anderledes temperament end vandrefalken. Den bliver meget hurtigt nervøs (specielt når den er mæt) og kan være ganske svær at træne. Når først falken er trænet, er det til gengæld en glimrende jæger, som spænder vidt i dens valg af bytte: Alt fra lærker og firben til ænder og hejre. På jorden kan murmeldyr, harer og kaniner også let blive bytte for sakerfalken.

Sakerfalken har næsten et lige så voldsomt greb på handsken eller byttedyret, som man kender det fra duehøgen. Det er ellers atypisk hos falkene at klemme kløerne sammen på denne måde.

I Indien, Pakistan og Mellemøsten er sakerfalken lige så populær hos falkonerer, som vandrefalken er det hos os. Den er fortrolig med varmen, og traper og ørkenhare er bytte, som sakerfalken med lethed kan indhente og dræbe.

Nordindien og Pakistan har igennem tusindvis af år været træksted for sakerfalkene, og her er de også blevet indfanget for at blive brugt til falkejagt. Der bliver formentlig stadigvæk fanget flere hundrede falke hvert efterår i disse områder. Mange har spurgt, om denne indfangning har skadet bestanden? Fagkundskaben er kommet frem til den konklusion, at tabet herved ikke er målbart, hvilket skyldes, at den overvejende del af de indfangne falke er ungfugle, som ville være gået til grunde i naturen. En anden del af de trækfalke, som indfanges, bliver sat fri efter endt jagtsæson eller forsvinder i forbindelse med jagten.

For Europas vedkommende ser situationen lidt anderledes ud. Der synes at være en svag tendens til, at bestanden daler, hvilket formentlig skyldes ødelæggelse af dens naturlige levesteder og bekæmpelse. Det er vigtigt at påpege, at der er foretaget meget få undersøgelser af sakerfalkens bestand, og det kan meget vel tænkes, at bestandene i Østeuropa undervurderes.

De fleste undersøgelser er mere end 10 år gamle, og rovfuglebestandene har generelt været i fremgang i denne periode.