Program

Programmet indledes i en af de stråtækte længer på Falkonergården. Her er en række enestående fotos fra rovfuglenes liv og fra falkonerenes bedrifter i middelalderen og renæssancen. Der er desuden udstillet en del af det udstyr, (hætter, handsker, tasker mv.), som bruges under træningen af rovfuglene. Under den indendørs orientering præsenteres en falk på handsken på klassisk vis. Man oplever endvidere den rødhalede musvåge flyve frit i lokalet.


Den rødhalede musvåge Hillary i fotoudstillingen


Demonstrationen fortsætter udenfor, hvor gæsterne oplever rovfuglene i tæt samarbejde med falkoneren lige oven over publikum i smukke omgivelser. Også her ledsages oplevelsen løbende af en spændende orientering.



Slagfalken Vidar over publikums hoveder

Efter forevisningen er der mulighed for at købe souvenirs, litteratur og billeder samt få besvaret spørgsmål.

Adgang til Falkonergården 30 minutter før forevisning, der starter præcis på de angivne åbningstide. Det er ikke nødvendigt at reservere plads.

Forevisningen gennemføres uanset vejrliget, men tilpasses dette, således at en større del af programmet gennemføres indendørs i tilfælde af regnvejr. Husk fornuftigt overtøj til regnvejrsdage. Falkonergården har siden åbningen i 1990 aldrig aflyst en forevisning grundet dårligt vejr.

Adgangsforhold for handicappede: Det er muligt at parkere meget tæt på Falkonergårdens udstillingslænge og kørestole kan uden problemer køre ind i længen. Der er ligeledes fin mulighed for at opleve programmet fra kørestol udendørs.

 



Programmet gennemføres normalt alene på dansk, men der udleveres tysk eller engelsk resume, således at evt. udenlandske gæster også kan følge programmet.



H.K.H. Prins Henrik med vandrefalk under besøg på Falkonergården