Efterårsferie på Falkonergården
Så nærmer efterårsferien sig. Som sædvanlig har vi åbent alle dage i uge 42 kl. 15.
Forevisningen indledes i en af Falkonergårdens stråtækte længer, hvor gæsterne kommer helt tæt på fuglene, så de mindste detaljer såsom næb og klør kan iagttages. Her vil man blive budt på en præsentation af to meget forskellige jagtfugle, Eleonorafalken og Kongemusvågen.
Udendørs, med Nordsjællands skønneste natur som baggrund, trænes falke, høg og ørn umiddelbart over gæsternes hoveder. Falkonergården formidler i forbindelse med træningen kendskab til fuglenes vilde levevis og ikke mindst samarbejdet mellem falkoner og menneske, som det har været praksis gennem tusinder af år.
Man kan også opleve en ny, spændende falk – nemlig aplomadofalken fra det sydlige Amerika. Den minder på nogle områder om Falkonergårdens eleonorafalke med et vingefang på 90 centimeter og en meget lang hale. Denne lille modige falkonerfugl bliver blandt andet brugt i Mexico´s vinmarker til at jage stære væk fra druerne. Fuglens navn henviser til dens blygrå farver.
Forevisningen på Falkonergården fortsætter med en præsentation af samarbejdet mellem falkoner, falk og hest.
Billetsalg fra ½ time før programstart – som starter præcis og strækker sig over en time og vil foregå både inden- og udendørs.
Programmet gennemføres uanset vejrets beskaffenhed.